Bristede illusioner…

24.11.2010

Barndommens bog, som alligevel ikke skal blive til noget… Og illusionen om det gamle chatol…

Ved nærmere eftertanke har jeg besluttet at droppe bogen om en ellers vild, ret spændende og farverig barndom.  Kedelig var den bestemt ikke!! Men der er alt for meget, som bremser processen. Stærke følelser og ubehag over for visse ting hos mig selv og det faktum, at jeg alt, alt for ofte vil komme til at sætte mennesker, jeg elsker meget højt, i et - for andre at se - dårligt lys. De er alle døde og kan ikke forsvare eller forklare sig, og det hverken vil eller ønsker jeg. Det hele er alligevel kun noget, der er set med mine øjne!

Jeg har arbejdet en del med barndommen - i perioder. I andre perioder har det haft ubehagelige konsekvenser for mit mentale velbefindende. Siden 2005, hvor jeg begyndte på bogen ”Livet bliver ikke genudsendt”, har der stået en stor flyttekasse, fyldt med gamle fotos, breve og papirer. Bare det at rode i den var til tider grænseoverskridende… Der var fotos, hvis eksistens jeg totalt havde glemt, ubehagelige billeder af ulykker m.m. og grænseoverskridende fotos af min døde far med min mor ved sin side – fotos, som min ulykkelige og (allerede da) demente mor pressede mig til at tage. Og hvis eksistens jeg havde glemt alt om…

Ja! Og så kommer det næste! Gennem hele min barndom har jeg elsket et smukt, gammelt hollandsk chatol, som nu står her hos mig i Sverige… Evig forvisset om, at det var et stort familieklenodie… Det er det ikke!! Nej, det er skam købt og betalt! Jeg fandt et foto med årstal og pris… Så der røg endnu en illusion! Jeg sidder og griner lidt skævt, sådan helt for mig selv. Tænker på min elskede far og hans mange kloge ord - jeg citerer: ”Desto mere man roder i lort, jo mere lugter det!” Ja, far, du var en klog mand, og jeg elsker dig meget højt. Jeg vil tage din visdom til mig og hermed stoppe med at rode mere i ”lortet”…  For denne gang!

Sneen ligger smukt derude - dækker træer, grene og jorden. Ænderne rapper, hver gang en af os rører på sig heroppe på toppen af bakken, hvor huset ligger… De tigger mad, og det skal de få!

De kærligste hvide vinterhilsner, og igen en stor tak til Bente for redigering, og Freddy for resten! 

Diana