Had/kærlighed…

Blog. 28.7.2010

For bare få år siden var mail-boksen næsten mit kæreste eje og til tider den største og eneste kontakt til omverdenen. I dag ligner det nærmest en forbandelse.. Hver aften var indbakken tømt,  alt besvaret og lagt i de rette mapper og resten slettet.

I dag er der flere måneders ubesvarede mails - en kæmpe stressfaktor! Det er kun lige forretningsmails, der besvares dagligt. De ellers så hyggelige, lange venskabsskrivelser er en saga blot. Til vennerne bliver det kun til en linje eller to…

 Ja, jeg må indrømme, at det plager mig gevaldigt! Men uanset hvor meget jeg fortvivlet forsøger at få den mail-boks tømt, lykkes det mig bare ikke. Det vælter ind alle steder fra! Til gengæld er telefonen kommet på banen igen…

Uha, uha, igen et prioriteringsspørgsmål! Og så må det nu engang bare være sådan! Vi ældes og forandrer os – håber, det er til det bedre… Jeg har gang i så mange projekter, at hele dagen er besat! Herligt, herligt hele tiden at have noget nyt at rive i. Og en stor gave at være omgivet af lutter kompetente, hammerdygtige medarbejdere, der gør det muligt at kunne rejse frem og tilbage. At kunne flytte sig…

Især Freddy Kolding, gør det muligt for mig at tilbringe en hel del tid i det svenske - opleve dyreunger og skiftende årstider på en helt anderledes - og for mig - så ganske ny måde. Jeg nyder hvert sekund i fulde drag. Efter Nellys Janes alt for tidlige død sidste år fik jeg pludselig travlt med at realisere mange af mine drømme.

F.eks. at gøre ting, der gør andre og mig selv glade! Jeg tror, det er uendeligt vigtigt at være GLAD. Er man det, spreder man glæde og lys omkring sig - det er aldeles smittende! Det højner i den grad energierne. Før grinede jeg altid lidt smørret, når jeg hørte om ”energier”, gode som dårlige, det gør jeg bestemt ikke mere!

Hvad du ønsker, skal du få…

For ca. 13 år siden, da jeg var så heldig at kunne købe mit sommerhus her i Sverige, for jeg ofte vild i de enorme store skovområder. Til sidst blev den daglige tur begrænset til rundt om en større sø og gennem et sommerhusområde. Der boede Möllers, de sødeste mennesker, hvis postkasse ofte blev belemret med mine breve, da jeg først for nylig har fået egen postkasse her i Sverige. De begav sig til fods den lange vej over til mig for at aflevere mine breve, få en sludder og en kop kaffe.

 Fru Möller fodrede rådyr! Når det var snevejr, var alle sporene tydelige. Jeg var dybt fascineret og en lille smule misundelig. Ligesom med havørnemanden Henning fra Haderslev, som i løbet af 15 år kom tæt ind på livet en helt vild havørn. Åh, det kriblede og krablede i mig for at opleve noget tilsvarende. Sikken en gave - og sikken en fantastisk oplevelse… At komme helt tæt på et vildt dyr! Wauw!

På de lange ture rundt i området, som jeg efterhånden næsten kender ud og ind, så jeg ofte spor efter vildsvin, men ingen i nærheden af den skov, som i dag er blevet min. Jeg tænkte med vemod på, hvor fantastisk det ville være med et par vilde grise, som sørgede for den helt naturlige foryngelse af skoven…

Ja, og hvad var der så her i skoven hele sidste vinter, som var en af de koldeste, jeg har oplevet i min tid her i Sverige? 45 vilde grise! Som ganske enkelt åd alt det, som rådyrene skulle have haft! Jeg har 5 rådyr-foderstationer og 2 foderspredere i skoven. Alle stationerne blev tømt hurtigere, end vi kunne nå at fylde dem op.

En del grise forsvandt med forårets komme - skoven er alt for lille til så mange grise! Men der er 27 tilbage. Og de er så tamme, at de løber skrigende efter mig, både når jeg kommer gående til fods, med hundene i en forsvarlig snor, men især når jeg kommer kørende på min elskede ATV. For dem må den lyde som Hjem-Is- klokken på de stille villaveje.

Flere af grisene kan jeg røre ved og klø på ryggen og bag ørerne. De kommer helt hen i baghaven. De sidste par dage er flere af grisene set foran huset, ned til søen - for at æde ændernes mad… De kender min stemme og mine skridt.

 Kan altså ikke lade være med at grine, når jeg tænker på hin dag i januar i år, med over en meter sne og kun mulighed for at gå i sporene efter de store køretøjer med snekæder. Der rendte jeg ret ind i en kæmpe so, der lå i sneen i solen og diede 8 unger. Mit første face-to-face møde med et vildsvin! Hold da helt fast, hvor blev jeg bange! Selv hundene var helt tavse og stivnede… Hun kom truende hen imod mig og afskar mig fra den fremkommelige vej tilbage. Jeg flygtede over åsen hjem, så godt man nu kan i så dyb sne. En tur på normalt 15 minutter var jeg langt over en time om at tilbagelægge.

Bange? Ja, det var jeg! Men fodres, det skulle der også. Man kan ikke begynde og så pludselig stoppe med fodringen. Men jeg turde ikke nærme mig stedet igen! Ja, jeg turde ikke gå i min egen skov mere. Jeg ringede til min ven, bonden Göran, og bad om hjælp. Han havde som vanligt travlt og kunne først komme om en dags tid eller to.

”Det skal være løgn”, tænkte jeg. ”Jeg nægter at lade mig skræmme af dem!” Et eller andet sted havde jeg læst om en kendt person, som nægtede at have ”et lille bange liv”! Det gav mig mod og blod på tanden - nu skulle det være! Nu eller aldrig! Hold da helt kæft! Jeg tror næppe, man kan forestille sig, hvor bange jeg var! Og hvordan adrenalinen pumpede rundt i hele mit system…

Men fodret og fyldt op i spanden, der smider foder ud via ur og batteri, det blev der! Og siden er der gået sport i det! I dag er det en helt dagligdags foreteelse - men dengang var det bare STORT! For at det ikke skal være løgn, kommer grisene helt op ad bakken til mit hus - til hundenes store irritation.

 Nu håber jeg ikke, det går med grisene, som med egernerne. Er efter at have mødt Silkeborgs – og sikkert hele Danmarks - ubestridte ”egerndronning” Erna Thygesen og alle hendes fantastiske egern, begyndte jeg at fodre dem efter Ernas opskrift.

Dog uden ønsket om en tæt kontakt, som Erna har. Til sidst var her 27 stk. der bed i flere af havemøblerne og hev hovederne af alle mine blomster… Jeg knytter mig til dem og lider med dem, når de er syge – ligesom med alle hestene gennem størsteparten af mit spændende, brogede cirkusliv. Jeg græd som pisket og sov i stalden, når de havde kolik, og var utrøstelig, når dyrlægen sagde, at det var tid til en aflivning. Mange af vores heste blev over 30 år gamle og nød de sidste mange år på græs hos venner og gode bekendte.

Det er svært at spå, især om fremtiden – som Storm P. sagde. Så jeg tager det roligt og nyder at studere dyrenes naturlige adfærd på tæt hold.

 I Sverige gælder som bekendt ”allemandsretten” - en helt igennem herlig ting, når bare den fortolkes på den rigtige måde. Allemandsretten indebærer ikke at fælde træer og buske, klippe grene og lave fiskebroer ud af materialet!! Med grisenes indtog i min skov er der sorteret kraftigt i klientellet og hele den store trafik i skoven! Og dermed i den kraftigste beskæring af træer og buske… På nær lige af de naboer og danske genbo, der stadig har mere end svært ved at finde ud af, hvor deres jord slutter, og min begynder…

Nok om det.. ”Life is too short to worry”, som en gammel, klog ”søløvemand” Max Morris, engang sagde i mine unge dage i cirkusbygningen!  Livet er FEDT! Den værste varme har lagt sig, og nu vil jeg ud med hundene og nyde skovens skøn- og stilhed…

Mange kærlige sommerhilsner

Diana

PS! Tak for hjælpen Freddy og kære Bente! :)