Livet bliver ikke genudsendt!!

13.12.2008

Det er noget jeg er meget bevidst om, og i den grad forsøger at leve efter...
Når jeg af og til tænker tilbage på mit dejlige, brogede og spændende liv, er der noget som jeg ofte hæfter mig ved.

Før i tiden gemte jeg altid det bedste stykke til sidst, for blot at kunne konstatere at jeg var blevet mæt i mellemtiden.... I dag spiser jeg det bedste først, så er den risiko elimineret....

Dette skal selvfølgelig forstås med et smil!

Det vigtigste i livet er at være glad, dele sin glæde med andre, og spise det bedste stykke af grisen, hver dag!

Jeg møder mange spændende mennesker på min vej, desværre også nogle som er meget syge, handikappede og på andre punkter dårlige, - og alligevel formår de at være glade for livet.

Jeg glæder mig til at kunne dele det der optager mig med jer og tænker at starte med nogle uddrag af mine bøger.

På glædeligt genhør!

Diana

PS! En stor og varm tak til Britt Linnemann og Arne Magnussen, for tilladelsen til at bruge deres dejlige fotos af mig.

LIVS GLÆDE!   

Jeg har funderet over begrebet: Livs glæde. Det er som om dette begreb peger i retning af følelsen af lykke. Glæde og lykke er kun én halvdel af livet. Det er ikke hele livet. Hvilket mange glemmer når de stræber imod den.

Til livet hører dog også livssmerte. Og man kan ikke få det ene uden det andet. Ofte udspringer livsglæden endda ligefrem af også at have levet smerte. Begge udgør de livet! I mit tilfælde har jeg måttet acceptere livssmerten, for at kunne nyde livsglæden. Fordi livssmerten for mig har manifesteret sig som en sygdom. Jeg har måttet gå ind i den, lære den at kende og taget den til mig som en del af mig.

Ikke fordi at jeg er specielt modigere end andre mennesker. Men den trængte sig simpelthen på – måske fordi den del for længe havde været undertrykt i mit liv og job, hvor meget handler om smil og præsentation.  Men efter jeg er holdt op med at skyde den fra mig, men har lært at konfrontere den og tage kampen op med den er jeg på sin vis også blevet forliget med dens eksistens, og det er igennem dens eksistens i mit liv at jeg faktisk har lært også at glædes ved livet.

Den har lært mig noget om mig selv og gennem denne lære har jeg også forstået hvad der gør mig glad – og lært at handle efter det.