Mennesker mødes...

13.11.2009

Jeg holder en del foredrag  rundt omkring i landet sammen med min ”støttepædagog” Anne Margrethe Gad Jørgensen fra SINDs pårørende-gruppe i  Århus. At arbejde sammen med Anne Margrethe giver mig ro og en stor frihed.

I maj måned 2006 skulle jeg tale for 1600 kvinder i Falkonercentret.  Samme dag bankede Politiet på min dør i Dronningmølle og sigtede mig  for at skulle have taget livet af det menneske, jeg elskede højest her på jorden, min far Eli Benneweis.

Senere forstod jeg, at man ikke havde regnet med, jeg dukkede op i Falkonercentret. Men med  tanke på den disciplin, jeg kender fra artister og kunstnere, drømte jeg ikke om at undslå mig. Jeg ringede ind og sagde, at jeg var der til tiden. At jeg nærmest blev psykisk syg sammen med sigtelsen, det anede jeg svagt…

Jeg mødte velforberedt op efter at have brugt uger på at kunne stoffet til fuldkommenhed. Men jeg var rystet i min grundvold  og skulle selvfølgelig være blevet hjemme hos mine unger. Da det blev min tur, følte jeg  mig lettere svimmel,  og pludselig var jeg bare helt blank! Kunne intet huske af alt det, jeg havde forberedt mig på.

Jeg var ved at besvime, og en måtte hjælpe mig ned at sidde…. Og det var Ole Stephensen, som reddede mig i bogstaveligste forstand! Jeg var gået helt i sort og kunne intet huske, men jeg improviserede, og  han interviewede mig…. Hele historien kom op på bordet. Netop den dag prydede jeg forsiden på de fleste store aviser i landet….

Siden da har jeg været bange  for at gå i stå! Her kommer Anne Margrethe  ind i billedet. Vi er faktisk rigtig gode sammen. Især når vi holder foredrag for psykiatrien  – den, der står mit hjerte så nær – kommer hendes  store faglige kunnen til sin ret.

For nylig skulle vi holde foredrag i Rønne på Bornholm. Det var længe siden, jeg havde været der, og vi benyttede lejligheden til nogle helt forrygende, oplevelsesrige og spændende dage på den smukke ø, hvor der er meget højt til loftet! Ankom til foredraget  i god tid, velforberedte, og jeg glædede mig til aftenens udfordringer. Der var fuldt hus, og det hele gik forrygende.  Tænk, at kunne få lov til at være med til måske at gøre en lille forskel….

Jeg er stadig helt varm om hjertet, ydmyg og meget rørt.  Jeg er vant til mange personlige, nærgående og intime spørgsmål, hvilket er helt i orden, og som jeg  med glæde forholder mig til. Men et øsamfund er lidt anderledes, så  der var kun ganske få spørgsmål den aften. Alligevel  fornemmede jeg, at aftenen var en succes….

De følgende dage besøgte vi alt det, vi kunne overkomme af seværdigheder og spændende steder og mødte mange dejlige mennesker. Flere gange blev jeg tiltalt af helt fremmede mennesker, som enten selv havde været til foredraget  eller bare havde hørt om det, og de  ville takke mig for min store åbenhed.

Vi ender i en spændende butik, hvor vi  får forklaret nogle ting…. Pludselig kommer en kvinde og takker mig og giver udtryk for, hvor meget min åbenhed betyder for rigtig mange mennesker…. Jeg ser, hun er meget berørt af hele situationen -  og inden jeg  får set mig om, står vi med armene om hinanden og græder  -  jeg græder, fordi hun gør det… Hun fortæller gennem tårer, at et elsket familiemedlem har taget livet af sig - og hvad der stod i afskedsbrevet…

Åh,  sikken en stor smerte og skyld! Det må være det allerværste, der kan ske: At et menneske, man elsker, tager sit eget liv på grund af fortvivlelse og depression! Midt i al min medfølelse og varme sympati føler jeg mig uendelig privilegeret, ydmyg og meget, meget rig! Dybt taknemmelig over, at jeg måske er med til at gøre en lille bitte forskel,  trøste og indgive nyt håb…

Jeg takker for det! Har i mit hjerte besluttet at vende tilbage til Bornholm med et nyt foredrag i en anden by…

Hvor er livet stort!

Kærlig hilsen

Diana