Præstationsangst...

Sverige, den 12.3 2012

Præstationsangst...

I 1997, da jeg blev psykisk syg af en medicinsk fejldosering (for første gang i mit liv), sagde min elskede ven og samlever gennem 10 år, Svend Erik, at jeg led af præstationsangst! Dette afviste jeg helt og aldeles og totalt som det rene nonsens. Nu, så mange år senere, er jeg ikke mere så skråsikker... Premieren står for døren: Den 23. marts kl. 19.00  i Hillerød! Vores legendariske 125 års jubilæumsforestilling! Noget - hele familien samlet - har arbejdet på i flere år!

Nu - lige pludselig - melder tvivlen sig: Er det hele nu også godt nok? Indtil for nylig var jeg totalt overbevist om, at det bare var en kanon og helt fantastisk forestilling!! Og så - lige pludselig - melder tvivlen sig,  mindreværdet! En helt igennem og totalt grim fornemmelse og følelse! Som vanligt tog jeg en længere tur i skoven med hundene. For at få klarhed over tanker og livet i sin helhed.

Jeg endte op i min lille hyggelige, hemmelige hytte... Fortiden kan vi ikke ændre på, kun tage ved lære af... Jeg beskæftiger mig ikke meget med den - lever mest lige nu og her - og med famile og forretning ser jeg fremad og videre. Åbnede den pc, der står der, fordi en stor del af mit job foregår via internet. Stik imod alt, hvad jeg ellers går ind for...  Lirkede mit site op og så for første gang, siden de blev skrevet, mine blog-indlæg... Hold da helt kæft! Sikken en trøst, sikken en inspiration...

Dette siger jeg helt ud fra et ærligt hjerte! (Er der en, der tænker ”selvros”!) ;-) Hvis vi ikke til tider kan rose os selv - hvem pokker skulle så få lyst til det? Alt sagt med et lille, skævt smil! Jeg havde brug for en bekræftelse, et inspark - en tro på, at jeg er ”god nok”, som jeg er! Med alle mine fejl, mangler og svigt...

At livet ikke kun er en dans på roser, ja, det ved de fleste af os. Og at der vanker øretæver undervejs, har vi vel alle måttet sande... Noget af det værste, vi mennesker begår mod hinanden og os selv, er den store kuffert fuld af urealistike, kæmpestore forventninger - til andre og til os selv! Med tiden ændrer vi tanker,  følelser og indstillinger - ja, hele synet på selve livet! Alene det kan i sig selv til tider virke nærmest skræmmende... Måske især med alderen! Jeg har sjældent i mit liv tænkt på ”alder” som et problem i sig selv...

Men helt pludselig - set i lyset af, at elskede venner bliver ramt at forskellige tragedier - er det krøbet ind under huden på mig... Jeg har en elsket veninde, som desværre er ramt af en dobbeltsidet blodprop i hjernen. Efter et helt fantastisk og livsbekræftende ophold på Skive Sundhedshus er Erna nu kommet hjem til sig selv. Og lige der starter alle problemerne! Influenza i sundhedssektoren, forsinkelser og manglende opfølgning. Hele 3 uger - ja, ved GUD 3 uger - UDEN et bad! Uha, uha, så er det, at rædslen får et lille tag i mig med... Ét eneste bad, hver 3. uge! Er det menneskeværdigt? I 2012?

Midt i al min sorgfuldhed kommer ænderne flyvende i mindre flokke, ud over den tilfrosne sø, for at indtage dagens måltid. Jeg føler en kæmpe bølge af taknemmelighed over at kunne være med til at gøre en lille, bitte forskel... ;-) Tilbage i horisonten er en helt smal bræmme af blodrød solnedgang... Klokken er 18.20, og dagen er ikke helt slut endnu...

Jeg takker af et ydmygt hjerte og glæder mig i den grad over at være i LIVE - stadig at kunne fungere, tænke tanker, klare dagen og vejen  og kunne være noget for andre OG mig selv! Den blodrøde bræmme bliver mindre og mindre, og jeg føler sulten! Sulten efter fast føde i form af den lækreste, sunde og magre grøntsags-Eintopf, og sulten efter at leve resten af livet fuldt ud!!!

Håber, vi ses i Cirkus Benneweis 2012... Til vores fantastiske 125 års jubilæumsforestilling!

På glædeligt gensyn!

Kærligst - jeres

Diana