Trangen til at ville redde verden...

28.2.2010

Har i den grad fortaget sig i de senere år. Jeg tror, at man først skal kunne redde sig selv, før man forsøger at redde verden. I de mange år, hvor jeg befandt mig i mit livs krise, brugte jeg mange timer hver eneste dag på at besvare det utal af breve, som jeg modtog på baggrund af min første bog ”Alting har sin pris.” Jeg sad mange, mange timer dagligt og forsøgte efter bedste evne at besvare alle de appellerende, hjertegribende breve…

Mange mennesker troede i deres kvide og store smerte, at jeg havde fundet de vises sten - fundet en effektiv kur mod angst, psykose, mani og depression. Igen og igen berettede jeg om, hvordan - og især hvad, jeg havde gjort for at få det så meget bedre i mit liv. Til sidst var der en, der sagde: ”Hvorfor skriver du ikke en bog om, hvad DU har gjort for at komme videre med DIT liv?”  Det var starten på ”Livet bliver ikke genudsendt” – som desværre druknede i al polemikken omkring min fars død og sigtelsen mod mig for påstået ”aktiv dødshjælp”.

Det er faktisk en ganske udmærket bog, som selvfølgelig kun fortæller, hvordan jeg bar mig ad med at komme videre i og med mit liv. Det er siden gået op for mig, at kan man bare hjælpe én, er det stort! Og at det at have trang til at ville redde verden ofte er tegn på, at man ikke selv fungerer alt for godt…

Alting til sin tid! Jeg er lidt skrivetræt i øjeblikket… Når de mange forretningsmails m.m. er besvaret - ja, så er jeg træt af at skrive… Nu vil jeg til at genoptage det at telefonere i stedet! I flere år har jeg nærmest ikke rørt en telefon… Griner lidt smørret - for hvor har jeg dog ellers telefoneret i timevis i en stor del af mit liv, ligesom de fleste andre kvinder…

Det er både interessant og morsomt at registrere, hvor meget man egentlig både forandrer sig og skifter smag og mening i livet. For ikke så længe siden skulle alt i min nærhed være perfekt! Ingen slidte eller skårede ting i mit hjem… Og nu, hvor jeg selv er både slidt og ikke så lidt skåret og bulet - ja, så er den gamle, lettere skadede gryde fra Bedstes tid taget til nåde igen! Den, hun i sin tid lavede alle sine berømte retter i!

Der var altid mad nok! Om der kom fire eller otte uanmeldte gæster, så var der altid mad nok… Mennesker valfartede til Bedstes specialiteter, som jeg også holdt af, dengang jeg var barn: Åle- og kråsesuppe, som var sød/sur, og som jeg ikke har lyst til at smage på i dag! Gule ærter med flæsk, grisetæer og -haler samt et skvæt eddike, uhm! Og brunkål uden sukker… JEG mærker nærmest ”panikken” røre på sig, bare der er gæster i farvandet! For her (til Sverige) inviterer man ikke bare til en kop kaffe eller en let frokost… Der er lang vej hertil, så det bliver gerne et weekend-arrangement med flere måltider…

Så den nye trend er, at ingen er gæster! Man har kun gode venner på besøg, og de tager helt naturligt del i det hele på lige fod med os andre. Det kan varmt anbefales!

 Premieren står for døren, og ”nerverne” begynder at kunne mærkes! En helt naturlig og tilbagevendende årlig begivenhed - sådan skal det bare være! Kriblende, ja, næsten sødmefyldt spænding og forventning til den nye sæson. Foråret er på vej, og vi holder lands-gallapremiere i Hillerød den 17. marts kl. 19.00.

Jeg tænker ofte med stor glæde og ydmyg taknemmelighed på, hvor meget mit liv har forandret sig til det enormt meget bedre i de sidste 10 år - på, hvor god jeg er til at gribe enhver lille chance og mulighed på min vej - og hvilken rigdom, der ligger deri! For et par år siden var jeg på en af mine meget lange ture - i regnvejr - ved Tange sø, og til min store glæde finder jeg en masse skønne spisesvampe på vejen. Påklædningen er meget sparsom. Det er lunt, og det er sommer… Poser har jeg ingen af, men en paraply i hånden. Jeg laver store depoter på vejen og ønsker inderligt, at jeg havde nogle plastposer ved hånden… 

Alt er øde, ingen mennesker i miles omkreds, kun regnen, den smukke natur, hundene og mig. Jeg bander indvendigt! De fleste af vore polske medarbejdere elsker disse skønne svampe (Karl Johan), og der er på det nærmeste nok til en hel cirkus, hvis jeg da bare kunne få dem hjem! Pludselig ser jeg en lys skikkelse i det fjerne. Da vi på det nærmeste står over for hinanden, ser jeg, det er en smuk, solbrændt kvinde med en stor damecykel. Hun ser på mig og siger: ”God dag, Diana Benneweis, hvad laver du dog her?” Jeg er helt paf, men ikke mundlam, så jeg siger, at jeg så inderligt ønsker mig nogle store plastposer til alle de svampe, der ligger langs vejen og venter… 

Kvinden smiler, bøjer sig og trækker en større stak bæreposer op af en stor taske - tilbyder at hjælpe mig og endda bringe nogle af alle poserne hen til bilen på sin cykel! Jeg kvitterer med en drink i min vogn på cirkuspladsen ikke så langt fra søen, og det blev starten på et varmt, spændende og meget givende venskab med Karin og hendes mand Richard fra Tange. Og sådan helt tilfældigt har de to skove og udøver vildtpleje i den helt store stil. Hvor heldig kan man være?

For få år siden, da jeg var så heldig at kunne købe skoven her i det svenske, hvor jeg bor, ønskede jeg mig brændende nogle vildsvin i min egen skov. Jeg havde set deres spor på mine lange ture rundt omkring, men ingen i nærheden af min skov. I dag vil jeg tro, der er over 40 stk. i min lille 41 ha skov alene! Har nogle skønne fotos, som jeg lægger på mit site… (Se fotos under ”Lidt af hvert”) Der er mange spændende historier knyttet til de der enormt føde-ivrige grise… Dem får I en anden gang!

Mange kærlige forårshilsner

Diana