Uddrag af: Alting har sin pris.

Redigeret af Britta Bjerre.  

Ung elsker og kærestesorg
»En forelskelse af den slags er den bedste kur oven på en skilsmisse. Sådan en oplevelse burde enhver kvinde have. Jeg vil aldrig nogensinde glemme ham. Han helede alle mine sårede følelser og gav mig mit selvværd tilbage«.

Tre uger efter jeg havde smidt Marek på porten, bankede det pludselig på døren, og udenfor stod en ung artist, som siden sæsonens start havde gjort mig sin opvartning. I al uskyldighed, troede jeg.
Nu stod han dér og spurgte sødt, om han skulle ordne nogle ærinder i byen for mig, og om der ellers var noget, han kunne hjælpe mig med.

Jeg tror egentlig, han havde ondt af mig, for det var tydeligt for både ham og for alle andre, at jeg ikke havde det godt.
Det faldt mig slet ikke ind, at der kunne ligge mere i hans tilbud. Jeg kunne godt se, at han var en flot mand med en flot krop, og opfattede mig selv som en halvgammel, småtyk kone. Jeg har set på halvnøgne mænd hele mit liv, og det gør jeg som en maler ser på en model. Jeg har altid kunnet skelne mellem personlig tiltrækning og det visuelt smukke med business for øje.

Jeg kunne sandelig sagtens se den unge artists ydre kvaliteter, men det var så dét, og intet mere.
Atter engang var det en af mine nære kvindelige medarbejdere, der skubbede til mig ved at sige, at det lyste langt væk, at den unge artist var lun på mig.
»Hold nu op, jeg kunne være hans mor!«, var min reaktion. Og i øvrigt: »Dét med at mingelere med sine ansatte, det er ikke noget, man gør, når man er chef«.
Til sidst endte det alligevel med, at jeg lukkede ham ind i varmen. Dét fortryder jeg ikke. Den dag i dag er jeg ham en stor tak skyldig.

Den bedste kur
En forelskelse af den slags er den bedste kur oven på en skilsmisse. Sådan en oplevelse burde enhver kvinde have. Jeg vil aldrig nogensinde glemme ham. Han helede alle mine sårede følelser og gav mig mit selvværd tilbage.

Jeg var 47 år, og gennem et langt liv havde jeg oplevet lidt af hvert, også seksuelt. Jeg havde kendt forskellige mænd og havde prøvet forskellige former for sex, men jeg havde aldrig mødt en mand, der forstod at forkæle en kvinde erotisk, som han gjorde. Han var simpelt hen dejlig. Og oven i købet sød. Desværre var han gift...

Jeg følte mig tarvelig og unfair og usolidarisk over for hans kone, som han havde været gift med i otte år og optrådte sammen med. Da hun opdagede, hvad der foregik, rejste hun med deres dyr, tog hans pas og efterlod ikke engang hans tøj. Og kan man bebrejde hende det?

Hos ham var det også konens familie, der ejede det hele, så han stod tilbage uden noget som helst. Jeg måtte ud og hjælpe ham med at købe nyt tøj, og jeg følte mig ærligt talt temmelig fjollet. Jeg vidste, at hele cirkus grinede ad mig, og jeg forstod dem. For med hvilken begrundelse var det nu, at jeg havde smidt min egen mand ud?

Hvisken og tisken
Alting har en pris. Jeg var godt klar over, at jeg var ved at sætte min respekt som chef over styr. Jeg kunne mærke blikkene fra mine ansatte som røntgenstråler i nakken og kunne høre deres hvisken og tisken bag min ryg. Hos pigerne var der måske også en smule misundelse med i det, hvad ved jeg. De grinede dog aldrig, når de så mig i øjnene. Jeg var trods alt deres chef.

Havde det været en mandlig chef, der havde gjort noget lignende, havde reaktionen været anderledes. Jeg er sikker på, at man ville have sagt: »Sikke et mandfolk. Hvor er han heldig. Sådan et ungt skår!« Det ville man have set på med beundring og misundelse.

Egentlig har det irriteret mig hele mit liv, at dét, andre kunne slippe afsted med, kunne jeg ikke gøre, fordi jeg var »chefens datter«. Sådan vil det sikkert blive ved med at være. Nu er jeg ganske vist »direktøren«, men jeg er kvinde, og der er visse ting, kvindelige direktører stadigvæk ikke kan tillade sig.
Jeg følte mig totalt splittet i mine følelser for min unge elsker. På den ene side var jeg vildt forelsket og nød affæren, vel vidende at den ikke ville vare evigt. På den anden side skammede jeg mig og fik næsten mavesår af spekulation over, om jeg skulle bryde med ham her og nu.

Forholdet var dødsdømt fra starten. Det vidste jeg. Han var ikke bare syv år yngre - som Marek, jeg var ved at blive skilt fra - men hele 17 år yngre. Havde aldersforskellen været mindre, er jeg ikke så sikker på, at jeg nogensinde ville have sluppet ham. Men jeg havde min forretning at tage hensyn til. Jeg vidste også, at selv om jeg egentlig ikke er jaloux anlagt, ville jeg ikke orke angsten for, at min unge kæreste måske skulle løbe med en af de flotte artistpiger. Og flotte piger hører til i et cirkusprogram - der skal være noget for øjet.

Blødende hjerte
Med blødende hjerte sagde jeg farvel, og vore veje skiltes. Han skulle videre med sit liv. Inden han rejste, tilbød jeg ham en større sum penge, for jeg havde ondt af ham. Han ejede ingenting, og jeg havde lyst til at hjælpe ham i gang med sit eget. Det er en del af min livsfilosofi. Min far hjalp mange mennesker efter bedste evne, og jeg lærte af mine forældre, at man skal hjælpe, hvor man kan.
 »Jeg vil ikke have dine penge«, sagde han. »Jeg vil ikke have, du skal tro, jeg har været sammen med dig for dine penges skyld«. Og så gik han.

Det er hårdt at skilles, når kærligheden er på sit højeste. Hvor jeg dog savnede ham. For første gang i mit liv led jeg af kærestesorg. I en alder af 47 år! Og det tog lang tid for mig at komme over det. Men vi får et liv udleveret, og det er efter min mening op til os selv, hvad vi får ud af det liv. Vi må træffe nogle valg, og jeg har trods alt fundet ud af, at det ikke er muligt både at blæse og have mel i munden. Jeg ville gerne og har forsøgt mange gange, men jeg har så sandelig også været ved at blive kvalt.

Der var ikke gået 14 dage, inden historie om min affære var ude. Så hurtigt går det efter  mobiltelefonens opfindelse, og cirkusverdenen er én stor sladdercentral. I visse situationer er det helt i sin orden, for jeg er også glad for at høre relevante informationer om, hvem der f.eks. er gået konkurs, eller hvem der har et fantastisk program, som jeg bør se.
Men hvis jeg havde fortsat mit forhold til min unge elsker, ville jeg have sat al respekt over styr ikke kun hos mine medarbejdere, men også i cirkusverdenen i hele Europa. Det slap jeg for ved selv at afslutte forholdet.

Sammen igen
Jeg ved, at min unge elsker fandt sammen med sin kone igen, heldigvis, og at de har fået et barn og stadigvæk arbejder sammen. Det glæder mig oprigtigt. Og der har aldrig været et ondt ord imellem os.
I dag værdsætter jeg oplevelsen og gemmer den indeni som et dejligt minde. Det er en oplevelse, jeg nødigt ville have været foruden, og som jeg fik forærende på et tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for den til at komme videre på.
Jeg sender stadig min unge elsker mange venlige tanker, men jeg har ikke noget ønske om at genoptage succesen.
Skilsmissen fra Marek, som udløste denne affære, opfatter jeg stadig som noget positivt for alle parter.

Jeg tænker ofte på, at alle mine mænd - på nær en enkelt - har været Guds gave til kvinden. Nu er det bare til en anden kvinde! Jeg er glad for, at vi lever hver for sig. Jeg elsker stadig Marek på min måde, men jeg elsker ham helt sikkert mest, når vi bor hver for sig.

Vi passede ikke sammen. Vi begrænsede hinanden, og i stedet for at fremme hinandens vækst og få hinanden til at blomstre begyndte vi at tære på hinanden og visnede hver især. Det skal man ikke spilde sit liv på, men sørge for at komme videre.