Livet bliver ikke gendudsendt.

29.12.2008 

Manien gjorde, at jeg ikke kunne sove og jeg følte, at jeg levede i en fantasiverden. Jeg opbyggede nogle rutiner, så jeg kunne komme igennem natten. Når man er manisk, har man ekstremt meget energi. Og ens handlinger får ofte en rituel karakter. Jeg kunne vaske hænder igen og igen, tænde den ene cigaret efter den anden, pace frem og tilbage på gulvet i et bestemt mønster, flytte ting systematisk frem og tilbage, høre det samme musik, skrue op på bestemte tidspunkter og nedfælde stikord for hver tanke på et stykke papir for at holde fast i mig selv og min smuldrende identitet.

 

Og så var der angsten for at sove, angsten for ikke at kunne sove. Mere angst for alle de krav, som man følte, væltede ned over en. Jeg kunne ikke samle tankerne om noget. Jeg kunne ikke engang sidde stille. Jeg havde uro alle steder.

 

Jeg følte det som om, at det kriblede og det krablede både indvendig og udvendig. Musklerne trak sig sammen. Rygmuskler, lægmuskler, musklerne i fingrene, senerne trak sig sammen i en slags spasmer, så jeg var nødt til hele tiden at bevæge mig hele tiden. Det  føltes som om der var et altfortærende, flammende bål i mit indre. Jeg vaskede tøj. Den ene maskine efter den anden. Og når alt tøjet var rent - så begyndte jeg forfra. Jeg tørrede de samme flader af igen og igen. Jeg vaskede gulve, jeg gjorde hovedrent. Og det hele forfra igen, når jeg var færdig. 

 

Men jeg vidste også, at jeg simpelthen måtte sove. Det vidste jeg bare. For jeg var også fysisk syg.  Jeg husker, at jeg i al min sølle forfængelighed rendte rundt i sådan en omstændighedskjole, noget natursilke uden noget indenunder, fordi alt hvad der rørte min hud, efterlod blå, smertende og ophovnede buler. Jeg tog otte kilo på en uge - og det var væske. Jeg havde store, posede, hængende væskesamlinger. Sådan nogle store hæslige poser, der kom ud af huden, som både kløede og gjorde ondt. Jeg så forfærdelig ud!

 

I det hele taget - og det tror jeg egentlig ikke, at der er så mange, der tænker over - så foregår en psykisk sygdom sjældent udelukkende inde i hovedet. Jeg led i hvert fald under en masse udvendige skavanker. Jeg havde store problemer med maven. Kramper, forstoppelse og diarré afløste hinanden - især mavekramperne var slemme. Jeg tænkte på dem som veer - og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det føltes som om, at jeg var ved at føde mig selv. Det var hele tiden en tilbagevendende, underlig følelse hos mig: At jeg var ved at føde mig selv.

 

Når jeg kigger tilbage kan jeg se, at den følelse dukkede op igen og igen.

Det var først senere, at det gik op for mig, at det var på en eller anden måde netop hvad jeg var i gang med: At genføde mig selv.

 

Når jeg ser på de breve jeg har modtaget fra andre mennesker, der lider af psykiske sygdomme, så er det gået op for mig, at man bestemt ikke skal underkende, at mange psykiatriske patienter lider under fysiske smerter såvel som de fysiske.

 

For mig er det bare et bevis på, at vi ikke kan adskille kroppen fra hjernen. At vi må behandle helheden, selve mennesket - og ikke kun fokusere på det mentale.

 

Jeg tændte stearinlys og hørte musik og lavede aftaler med mig selv om, at hvis jeg bare sov 45 minutter, ville det være godt. Så måtte jeg gerne være vågen i en time. Det var utrolig svært at falde i søvn. Sovemidler som ville have slået en hest til jorden havde ingen eller kun meget lidt virkning på mig. Men sove skal man altså. For søvnmangel kan i sig selv fremprovokere nogle ubehagelige, psykiske tilstande.

 

Jeg reagerer generelt reagerer højst besynderligt på medicin. Det vidste jeg bare ikke dengang. Nogle gange var jeg fuldstændig upåvirket af sovemedicinen. Andre gange var jeg nærmest bevidstløs ti minutter efter, at jeg har taget en sovepille, som egentlig først burde virke efter en halv time.

 

Til sidst ramlede jeg ind i psykosen. Det føltes det som et veritabelt jordskælv. Som om jorden åbnede sig under mig og slugte mig. Sugede mig med en enorm kraft ned i et inferno af gru, rædsel og smerte. Jeg prøvede fortvivlet at kæmpe imod, men jeg faldt og jeg faldt. Der var ingen steder, jeg kunne holde mig fast. Jeg blev bare ved at falde. Hvirvlede ukontrolleret rundt. Alt var kaos.

 

Ud af mine dagbøger kan jeg se, at det var en svær periode. Mange steder i dagbogen hentyder jeg til nogle ting - tanker og stemmer - som jeg har nævnt. Men jeg har ikke haft mod til at sætte ord på dem. Angst er det ord, der først falder mig ind, når jeg husker tilbage på den første sygdomsperiode. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere at være syg. Jeg vidste ikke, om jeg blev mere syg - eller om jeg nogensinde ville blive rask igen.

 

Jeg så min forstand som et timeglas man vender på hovedet, så alt sandet langsomt rindede ud. Hvis jeg ikke gjorde noget drastisk, så ville hele min identitet og min eksistens forsvinde, når de sidste sandkorn forsvandt - og jeg ville for evigt have tabt min sjæl.

 

Jeg vidste udmærket, at det der skete med mig var helt galt. Og det gjorde bare angsten endnu større. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at forhindre det.

 

I min psykose så jeg mig selv som en slags healer. Jeg blev meget optaget af, at jeg havde ansvaret for hele verden og alt levende. Jeg healede folk, som jeg følte havde det dårligt og jeg havde også noget med, at ting skulle salves i ren olivenolie.

 

Samtidig så jeg alle de her fortabte sjæle, som svævede rundt i hele huset. De havde forskellige farver. De bestod  kun af hoveder. De havde ingen kroppe, men lange tynde arme med knivskarpe kløer, som ville gøre ethvert rovdyr misundelig. Og de fløj rundt, mens de skreg og hvinede deres smerter og pine ud. Deres ansigter var frygtelige. Hæslige og forvrængede.

 

De strakte deres kløer ud efter mig, mens de skreg i munden på hinanden "Hjælp mig, hjælp mig; Jeg kom først! - Nej, ikke ham! Det er min tur! Mig først!" 

 

Jeg var fortvivlet, men klar over, at jeg ikke kunne nå at frelse dem alle sammen. Faktisk kunne jeg dårligt frelse mig selv. Men de plagede mig dag og nat - mest om natten. Og jeg tændte stearinlys for at holde dem væk.

 

Jeg hørte stemmer og så syner. Jeg så de døde. Jeg talte med mennesker, som jeg for længst havde mistet. Jeg så gud og ærkeenglen. Jeg så djævle, dæmoner og monstre. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg så lige ret ind i selveste skærsilden. Det var faktisk skærsilden, jeg befandt mig i. Det tvivlede jeg ikke på. Det var klart nok allerede fra begyndelsen, at dette var en kamp på liv og død. Og medmindre jeg vandt denne kamp, så ville  jeg gå til grunde.